Henrik Tingleff, Athenas
Når flokdyret fejler - hvorfor træffer vi kloge mennesker så mange ukloge beslutninger?
Kom med på en rejse rundt i historiens største og mest skelsættende menneskeforsøg – og helt ind i sindets kringlede og krøllede afkroge, når psykolog Henrik Tingleff undersøger, hvorfor vi kloge mennesker bliver ved med at gøre så mange ukloge ting.
Hvorfor bliver vi ved med at poste penge efter (forandrings)projekter, der ikke virker? Hvorfor giver vi ofte andre skylden, når vi selv fejler? Og hvorfor er samarbejde på tværs af teams, afdelinger og virksomheder næsten altid udfordrende?
Det burde være så nemt, når nu vi mennesker er så kloge. Problemet er bare, at vi også er flokdyr. Og flokdyr fejler!
I dette inspirerende, tankevækkende og humoristiske foredrag indkredser Henrik en række knap så pæne, men særdeles vigtige kendsgerninger, om vores menneskelige adfærd. Kendsgerninger der gør det klart, hvorfor discipliner som samarbejde, forandringer, fusioner, teamændringer og distancearbejde kan være en evig kilde til udfordringer Og hvordan viden om menneskets sande natur kan være en del af løsningen.
Henrik Tingleff giver et fascinerende indblik i mennesket som flokdyr. Han tager udgangspunkt i sin brede viden indenfor psykologien og trækker desuden på de største og mest spektakulære psykologiske forsøg i verdenshistorien. Hvad har forsøg med menneskets psyke lært os, og hvad kan vi bruge den viden til i dag?
Foredraget er velegnet som et underholdende indslag på konferencer, firmaarrangementer, til oplysningsforbund, biblioteker og andre der ønsker et underholdende oplæg om den menneskelige adfærd og psyke.