Bom & Xenia

Kommunikation der skaber ro og samhørighed

Kommunikationen med vores kollegaer er for de fleste afgørende for, hvordan vi har det på vores arbejdsplads. Føler vi os forstået for vores udfordringer og anerkendt for vores sejrer, kan vi klare næsten alt. Det giver energi og samhørighed at mærke sig båret i et fællesskab, hvor vi føler os mødt - og omvendt; det kan tappe for energi, når vi om og om igen går galt af hinanden. Trods de bedste intentioner.

På dette endagskursus vil du og dine kollegaer blive præsenteret for sjove og tankevækkende øvelser, der kan give jer blik for, hvad der får jer til at føle jer forstået i kommunikationen med hinanden. I vil blive præsenteret for et mindset, hvor der ikke er "en model" for at kommunikere hverken godt eller rigtigt. I stedet vil I blive guided i at finde frem til og være tydelige omkring, hvad der er vigtigt for netop jer, for at I føler jer forstået og anerkendt.

Hvad skal der ske?

Dagens øvelser er inspireret af perspektiver som Authentic Relating, Surrended leadership og The Art of Hosting. Det er alle sammen perspektiver, som har som fokus ikke at dømme eller korrigere andre, når vi føler os ramt. I stedet giver de os metoder til at være nysgerrige sammen på, hvad der gør, at vi føler os ramt, og hvordan vi selv kan blive tydeligere omkring, hvad vi har brug for, for at føle os set.

Tag dit behagelige tøj på og forbered dig på at sidde på bløde tæpper på gulvet. Vi skal ikke holde i hånd og kaste os baglæns, men vi skal opleve, hvad det gør, når vi ikke skal finde frem til én sandhed. Hvad sker der med kommunikationen, når vi giver os selv og hinanden lov til at have det, præcis som vi har det? Kan vi opleve en dybere grad af forståelse, når vi netop ikke skal være enige men i stedet kan finde samhørighed i det, der gør os forskellige?

HVAD FÅR I UD AF DAGEN?
- Viden om hvad der skal til for at berolige nervesystemet gennem kommunikation i dagligdagen.
- Større forståelse for jer selv og hinanden Mere overbærenhed med jer selv og hinanden
- Bedre socialt sammenhold
- Overskud til at holde fokus "på bolden" Bevidsthed om jeres egne personlige behov og hvad I sammen har behov for som kollegagruppe
- En sjov dag med grin og skæg og meningsfulde samtaler.'

Om Sarah Warney Berg

Jeg hedder Sarah Warny Berg, og jeg er uddannet antropolog med efteruddannelser i familiebehandling og konfliktmægling. Jeg har derfor et skærpet blik for, hvordan vi mennesker påvirker hinanden i vores handlinger, og hvordan vi kan bryde mønstre ved at bringe bevidsthed ind i vores samvær. Jeg har selv været på en rejse fra at tænke og tale om mig selv til at mærke og gøre som mig selv. En rejse der, med mine egne ord, har bragt mere glæde, tillid og nydelse ind i samværet med andre mennesker. Jeg har virksomheden Klogere Sammen, hvor jeg arbejder med at skabe nærvær og samhørighed mellem mennesker. Her bruger jeg metoder indenfor Surrendered Leadership, The Art of Hosting og Authentic Relating, som alle er legende og udforskende metoder til at træne at mærke og udtrykke sig selv i grupper og herved skabe samhørighed og levende fællesskaber.