Yin & Yoga

THE RELAXATION RESPONSE

At være stille sammen – praktisk workshop i yoga og mindfulness

Hvordan føles det at have fået fuldstændig ro i kroppen? At være vågen, men i dyb afslapning på samme tid? Denne tilstand har af den amerikanske læge, Herbert Benson fået navnet ”The Relaxation Response”.

I sportens verden er det en form for ”aktiv restitution”. Ideen med workshoppen til Mental Sundhedsdag er at give jeres arbejdsplads en lavpraktisk introduktion til, hvad forskellige yogaformer og mindfulnessøvelser kan ift. at sænke stressniveauet i kroppen. Uanset om den oplevede stress kommer fra smerter pga. dårlige arbejdsvaner, travlhed, frustrationer eller noget helt tredje. Fra roen i kroppen arbejder vi os videre til at få ro i hovedet.

Workshoppen starter med en introduktion til yoga og mindfulness generelt – hvad er det, hvor stammer det fra og hvordan kan vi ”plukke de lavest hængende frugter” og hurtigt tilegne os enkle principper, vi kan bruge i vores hverdag. Efter introduktionen skal du prøve de forskellige ting af. Vi laver en kortere klasse baseret på den aktive Vinyasa Yoga og slutter af med en mindfulnessøvelse. Så holder vi en lille pause. Der er tid til eventuelle spørgsmål og bagefter laver vi en klasse med det beroligende Yin Yoga, hvor stillingerne og det at være mindful går hånd i hånd. Yin Yoga er stræk til kroppens bindevæv, og vores fokus vil være på ryggen. Alle, som kan sidde eller ligge på en yogamåtte, kan være med. Alle stillinger differentieres efter behov. Workshoppen varer tre timer, og koster kr. 4500. Der kan max. være 15 deltagere.

Workshoppen kan laves hos Yin & Yoga i Odense SV eller jeg kan komme ud til jer. Jeg kører ud i Region Syddanmark. Transport afregnes efter gældende regler.

Hvis I er en mindre arbejdsplads eller I er en arbejdsplads, hvor I allerede har erfaring med yoga og mindfulness, og ønsker et andet niveau end det introducerende, så kontakt mig gerne.