Nyhed 3.11.2021

Mandsdomineret IT-virksomhed taler om de svære emner

I Check Point Software Technologies blev Danmarks Mentale Sundhedsdag brugt på at tage fat i en række svære spørgsmål om teamsamarbejde og trivsel.
Foto Check Point Software.jpg

Af Mettelise Pasgaard

Check Point Software Technologies er en arbejdsplads med et overtal af mænd og et travlt miljø. Derfor var Country Manager Lars Hermind også spændt på, hvordan de ansatte ville modtage den workshop om mental sundhed og psykologisk tryghed, som var en del af Danmarks Mentale Sundhedsdag. Men efter dagen var han positivt overrasket:

”Der var rigtig god stemning, og folk var utroligt åbne og ærlige. Bare det, at vi tager tiden til at snakke om de her ting, har stor betydning for teamet. Jeg oplever, at medarbejderne faktisk værdsætter det. Vi er en mandsdomineret arbejdsplads, og er ikke vant til at tale om bløde værdier. Men selv de gnavne gamle mænd som mig, synes det var godt”, griner Lars Hermind.

Workshoppen blev ledet af de to coaches Christina Merolli og Lea Sæderup Thejls fra konsulenthusene ”Dit Lederskab” og ”ReloadPeople”. Dagen indeholdt oplæg med ny viden og teori om mental sundhed og psykologisk tryghed, og tilhørerne prøvede også kræfter med en meditationsøvelse. Derefter blev der arbejdet i grupper med en række svære spørgsmål som: ”Bliver jeg værdsat?”, ”Er det okay, jeg fejler?” og ”Bliver der lyttet?”.  

Som i mange andre virksomheder er hjemmearbejdet også kommet for at blive i Check Point Software Technologies. Det giver ifølge Lars Hermind sværere vilkår for teamet:

”Det er lettere at tale om andre ting, end arbejde, når man mødes fysisk på arbejdspladsen. Det styrker relationen. Det kan være godt for den enkelte at arbejde mere hjemme, men det er ikke nødvendigvis godt for teamet. Vi tror, at et godt sammenhold får medarbejderne til at blive hos os. Derfor er trivsel vigtigt for os, og især efter corona”.

Lars Hermind har netop modtaget en skriftlig opsamling på wokshoppen, og vil nu følge op på dagen sammen med medarbejderne. Det vil blandt andet ske med endnu en workshop med konsulenterne.