Nyhed 6.10.2022

Danskerne tør ikke tale med chefen om mentale udfordringer på arbejdet

Mistrivsel og mentale udfordringer på arbejdspladsen er fortsat en del af danskernes hverdag, men det er de færreste, der tør gå til deres chef.
VELLIV_ILLUSTRATIONS_MENTALTRAENING.png

Mange danskere tilbringer de fleste af deres vågne timer på deres arbejdsplads, og det giver grobund for både op- og nedture. Men hvis de oplever mistrivsel eller mentale udfordringer, er det de færreste, der tager en snak med chefen om det. En ny undersøgelse, foretaget af Voxmeter på vegne af Velliv Foreningen, viser nemlig, at ud af de danskere, der oplever mistrivsel og mentale udfordringer på arbejdspladsen, er det under hver tredje dansker, der taler med deres chef om det.

”Det taler sit tydelige sprog, at chefen ikke er den første man har i tankerne, når man oplever mistrivsel på arbejdspladsen. Det er et problem, da lederen er en rigtig vigtig person – både i forhold til at forebyggelse og hjælpe med en løsning. Derfor er der behov for trygge rammer for en åben dialog omkring mental sundhed” siger Lars Bo Pedersen, chef for mental sundhed hos Velliv Foreningen.

Vi skal opbygge en tillidsfuld relation til chefen

Undersøgelsen flugter med den viden vi har fra forskningsverdenen, fortæller Malene Friis Andersen, autoriseret psykolog, ph.d. og med mere end 17 års erfaring i arbejdet med stress, trivsel og ledelse. Ledere og medarbejdere bør gøre en åben dialog til et opmærksomhedspunkt og blive bedre til at forebygge og håndtere mistrivsel, når det opstår:

“Det er stadig tabuiseret at tale om mentale problemer som stress, depression og angst med sin chef eller leder. Det skyldes bl.a. en frygt for at udstille sig selv som dårlig arbejdskraft. Problemet er bare, at hvis lederen ikke har viden, kan lederen ikke handle. Et vigtigt råd til både cheferne og medarbejdere er at lære at tage det i opløbet. En tillidsfuld relation og erfaringer med, at det nytter noget at sige det højt. er en vigtig nøgle til et bedre arbejdsliv for alle,” siger Malene Friis Andersen.

Malene Friis Andersen understreger tre faktorer, som kan vende kulturen på arbejdspladsen:

  1. Styrk og prioriter gode relationer mellem ledere og medarbejdere. Det gør det meget nemmere for medarbejderen at række ud og få hjælp i tide.

  2. Vær opmærksom på, at der på arbejdspladsen er gode eksempler på, at det ikke er karriere-skadende for medarbejderen at tage samtalen med lederen. Nogle medarbejdere frygter med rette, at det kan føre til manglende lønforhøjelse, mindre muligheder for efteruddannelse eller endda afskedigelse at fortælle om sin mistrivsel.

  3. Klæd lederne på til at tage samtalen og håndtere mistrivsel hos medarbejderne. Lederen skal ikke agere psykolog, men i stedet holde samtalen i et arbejdssprog og fokusere på, om der er noget i arbejdet, der skal tages hånd om og om medarbejderen har brug for eksempel fleksibel arbejdstid eller justeringer på arbejdsopgaver i en kortere afgrænset periode.

 

Danmark sætter fokus på Mental Sundhed

For at styrke samtalen om mental sundhed på arbejdspladsen arrangerer Velliv Foreningen for fjerde år i træk Danmarks Mentale Sundhedsdag. Formålet er at sætte fokus på trivsel og arbejdsfællesskab, og når dagen løber af stablen den 10. oktober, er det med deltagelse af mere end 1.000 virksomheder landet over.

”Der er behov for at starte samtalen om mental sundhed på de danske arbejdspladser. Det skal være normen, at trivsel, arbejdsglæde og et godt arbejdsfællesskab er på alle virksomheders dagsorden,” siger Lars Bo Pedersen.