Vi inviterer igen i 2025 arbejdspladser til at deltage i Danmarks Mentale Sundhedsdag, og måske har du lyst til at være med til at fylde indhold i dagen.
Sidste år modtog vi 2.529 ansøgninger og havde en uddelingsramme på 10 mio. kr. Der var altså en del ansøgere, vi måtte skuffe.
I 2025 er rammen ligeledes afsat 10 mio. kr. Det betyder, at vi kan glæde 1.000 arbejdspladser med en bevilling. Vi har derfor overvejet, hvordan der kan skabes mest mulig mental sundhed for pengene.
Velliv Foreningens bestyrelse har besluttet, at der i 2025 ikke tildeles midler til afholdelse af foredrag ud fra den betragtning, at forandringer skabes af os selv. Derfor vil vi prioritere en grad af involvering fra deltagerne, når arbejdspladserne afholder deres mentale sundhedsdag. Det betyder, at der stadig kan søges til workshops, teambuilding og andre aktiviteter, men at ansøgere ikke længere kan bevilliges støtte til rene foredrag.
Det er udelukkende arbejdspladser eller afdelinger, der kan søge støtte til en aktivitet for dem selv på Danmarks Mentale Sundhedsdag.