Nyhed 17.05.2022

Gode råd til planlægningen af en dag med teambuilding

Teambuilding kan være en effektiv måde at styrke samarbejdet på arbejdspladsen – hvis det gøres rigtigt og i den rigtige sammenhæng. Der er dog også nogle punkter, man skal være opmærksom på, når man planlægger sin teambuildingsaktivitet.
kl3.jpg

Det kan være fristende at vælge en teambuildingsaktivitet, der er fuld af sjov og spas. Men det bør ikke være det eneste, der er fokus på, når man skal planlægge en teambuildingsaktivitet på arbejdspladsen, hvis arbejdspladsen skal have noget ud af indsatsen på den lange bane.

Teambuilding som fysisk aktivitet 

Erhvervspsykolog Lars Steen Hansen, indehaver af Nordisk Erhvervspsykologi, beskæftiger sig bl.a. med psykisk arbejdsmiljø og trivsel på både offentlige og private arbejdspladser. Han fortæller, at teambuilding ofte består af aktiviteter i den lette ende, som typisk er af fysisk karakter.

”Teambuilding i den lettere ende handler om at ryste folk sammen og skabe en god oplevelse - og det kan have betydning mellem folk, der ikke har en tæt relation til hinanden, f.eks. ved sammenlægninger af afdelinger eller virksomheder, hvor vi skal finde nogle fælles samarbejdsflader, og vi skal have et godt fundament at stå på,” siger Lars Steen Hansen. 

Han fortæller, at hvis de fysiske aktiviteter skal fungere, så skal man fokusere på de fælles succeser, og de skal have et element af, at man lykkes som team. Opgaven er bagefter at undersøge, hvilken værdi det kan have, når arbejdspladsen kommer hjem igen. Det er samtidigt vigtigt at holde sig fra aktiviteter, der kan virke grænseoverskridende for nogle medarbejdere, og derfor skal man være påpasselig med adrenalinudløsende fysiske aktiviteter.

Konkret udvikling af teamet

Hvis arbejdspladsen har brug for at gå et spadestik dybere og træne kompetencer inden for samarbejde og kommunikation i en anden kontekst end den normale, så kræver det mere end blot fysiske øvelser.

”Et er øvelsen, men det største arbejde ligger i opsamlingen og reflektionen efterfølgende, omkring hvordan vi så kan skabe nogle paralleller og nogle brugbare diskussioner i relation til vores arbejdsplads. Vi kan ikke bare se en teambuildingsdag som noget, der står alene. Det skal være en del af en proces, som vi følger op på derhjemme selv eller med hjælp fra eksterne,” siger Lars Steen Hansen.

Han fortæller, at hvis arbejdspladsen gerne vil arbejde med teambuilding i form af teamudvikling og forskellighed som styrke, så er en måde at gøre det på at bringe de faglige og personlige kompetencer mere i spil. Det kan eksempelvis understøttes ved at bruge personprofiler, så arbejdspladsen får et fælles sprog for hinandens styrker.

Formand i Brancheforeningen For Teambuilding og Ledertræning (BFTL) Carsten Brandt deler også teambuildingaktiviteter op i to segmenter – sjov og aktiviteter og processer. Han fortæller, at det vigtigt, at arbejdspladsen er bevidst om, hvad de to segmenter kan hver især.

”De sjove øvelser kan skabe en god stemning, få folk til at løsne op og være et afbræk i hverdagen, hvilket særligt er vigtigt efter corona. Processerne kan hjælpe med at udvikle mennesker, og de praktiske øvelser kan træne folk. På den måde kan man komme til at arbejde sammen på en anden måde, så man kan sammensætte teams ud fra forskellighederne – og så kan man kigge ind i sin dagligdag og bruge erfaringerne,” siger han.

Fokus på sikkerhed, etik og forventningsafstemning

Et andet aspekt der er vigtigt at have for øje, inden man booker en teambuildingsaktivitet er, at sikkerheden og etikken er på plads. Markedet for teambuilding er nemlig ikke reguleret.

Brancheforeningen For Teambuilding og Ledertræning er en forening, organiseret under Dansk Erhverv, hvor de største aktører og udbydere i teambuildingsbranchen er gået sammen for at sikre, at etikken og sikkerheden er i orden i branchen. Formand for foreningen, Carsten Brandt, fortæller, at det er vigtigt, at arbejdspladsen har fokus på sikkerhed, og at det derfor er en god idé at finde en teambuildingsinstruktør, der er uddannet i det, vedkommende laver, og som har kendskab til de psykologiske processer, der kommer i spil under processen.

”Overordnet set er det god teambuilding, når man er forventningsafstemt, og at både teambuildingsinstruktør og arbejdsplads ved lige præcis, hvad det er de får ud af aktiviteten. Hvis en arbejdsplads f.eks. har et dysfunktionelt samarbejde og ringer og spørger en teambuildingsudbyder, om det kan løses ved en tømmerflådeøvelse, så bør udbyderen være bevidst om, hvad aktiviteten kan og ikke kan. Derfor bør udbyderen gøre det klart, at problemet på arbejdspladsen altså ikke kan løses ved en enkelt øvelse på to timer,” siger Carsten Brandt.

Han fortæller, at arbejdspladsen derfor bør sørge for at vælge en teambuildingsudbyder, der er uddannet i det vedkommende laver, men også at udbyderen er ordentligt forsikret, hvis der skulle ske en ulykke undervejs.

Teambuilding ved Danmarks Mentale Sundhedsdag

Mange søger støtte til teambuilding ved Danmarks Mentale Sundhedsdag, hvor arbejdspladser kan få op til 10.000 kr. fra Velliv Foreningen til et arrangement, der sætter fokus på den mentale sundhed på arbejdspladsen. Men for at I kan få bevilget penge til teambuilding, er det vigtigt, at aktiviteten er mere end bare et event. 

"Velliv Foreningen støtter kun teambuildingsaktiviteter, hvis det følges op med en samtale eller proces, om hvordan det kan overføres til det daglige samarbejde. Samtidig skal vi kunne vurdere, at det reelt kan være et skridt på vejen til at opbygge psykologisk tryghed på arbejdspladsen. Derfor skal det fremgå tydeligt af ansøgningen, hvordan I planlægger at overføre erfaringerne fra aktiviteterne til jeres dagligdag på arbejdspladsen," siger Lars Bo Pedersen, programchef i Velliv Foreningen. 

Hvis din arbejdsplads vil søge støtte til Danmarks Mentale Sundhedsdag i oktober, så send en ansøgning senest den 3. juni. I kan søge om op til 10.000 kr. her. 

Lars’ og Carstens råd til faciliteringen af god teambuilding

  • Gør jer klart, hvad I vil have ud af teambuildingen, og hvad I har brug for som team. Brug f.eks. personprofiler eller jeres APV. Husk at samle op på dagen efterfølgende og reflektér over, hvad I kan tage med jer på arbejdspladsen efterfølgende. Det største arbejde ligger i opsamlingen og reflektionen efterfølgende.
  • Det der styrer, hvilken aktivitet man vælger, bør være formålet med aktiviteten. Undgå de individuelle øvelser, hvor der kun er fokus på individet.
  • Forventningsafstem med teambuldingsinstruktøren. De problemer eller fokusområder, I har på arbejdspladsen, kan ikke løses på to timer, og derfor bør teambuildingsinstruktøren heller ikke love guld og grønne skove.
  • Vælg en teambuildingsinstruktør, der er uddannet i det, vedkommende laver, og som har kendskab til de psykologiske processer, der kommer i spil. Instruktøren bør være opmærksom på, hvad han kan og ikke kan. Vedkommende skal også være forsikret.
  • Det er vigtigt, at arbejdspladsen får det, de har behov for. Dette stemmer ikke altid overens med det, de ønsker sig – sjov og spas som det eneste fokus er ikke altid det, arbejdspladsen kommer længst med.
  • Ved sjove teambuildingaktiviteter i den lette ende, er det vigtigt at sikkerheden er i orden, både fysisk og psykologisk. Er der f.eks. en, der har vandskræk? Så bør I undgå vandaktiviteter. Pas desuden på med traumer og undgå aktiviteter, der er for adrenalinudløsende.
  • Ved procesaktiviteter er det vigtigt, at udbyderen har den rette erfaring og uddannelse – Undersøg hvilken uddannelse vedkommende har, siden han/hun kan arbejde med jeres problemstilling.
  • Der kan være nogle øvelser, der er ulovlige – f.eks. øksekast, så det bør man holde sig fra. Der er desuden også nogle aktiviteter, der kan være farlige, hvis instruktøren ikke ved, hvad han/hun gør. De fleste øvelser kan dog være gode, hvis sikkerheden er i orden.
  • Markedet for teambuilding er ikke reguleret, så vær opmærksom på etik, sikkerheden og uddannelsen.